Sovjetlitteratur

Foredrag om sovjettidens litteratur, både den officielle og den uofficielle. Om marxistisk science fiction; Gorkij og socialistisk realisme; Zamjatins dystopiske roman, der inspirerede Orwell; Ajtmatovs kirgisiske romaner på russisk; Tarkovskijs litterære film og digtere, der drog i eksil.

Andrej Tarkovskij og litteraturen: Rumrejsen Solaris

ved Jesper Nyeng,

j.nyeng@hum.ku.dk


Andrej Tarkovskij (1932-1986) hyldes i dag som en af filmmediets største pionerer - en auteur med sin helt egen visuelle æstetik og filmiske rytme.


Hvad man sjældnere hører om, er instruktørens forhold til litteraturen: til sin faders digtervirke, til den russiske litteraturtradition og ikke mindst til det, at oversætte fra litteratur til film.


Vi sætter fokus på Tarkovskijs "litteraturforankrede" filmsprog og følger hans arbejdsproces omkring Soljaris (1972) - den både hædrede og forhånede filmatisering af
S. Lems science fiction-roman.


Russiske digtere i eksil:

ved Ida Sparre-Ulrich

idamoerch@gmail.com


Nogle af de væsentligste russiske digtere i 1900-tallet skrev mange af deres værker i eksil: Osip Mandelsjtam (1891-1938), Marina Tsvetajeva (1892-1941), Joseph Brodskij (1940-1996) og Natalja Gorbanevskaja (1946-2013) var blandt de millioner af sovjetborgere, der som følge af udviklingen i Sovjetunionen endte i enten indre eller ydre eksil, dvs. enten inden for Ruslands grænser eller ude i verden.


Foredraget præsenterer de fire digtere og deres bidrag til den russiske eksillitteratur med særligt fokus på eksilet som en tilstand, der rummer dimensioner af fremmedhed og marginalisering, men også nyskabelse og progressivitetLitteraturen spiller en særlig rolle som formidler af denne tilstand, som påvirkes af den ydre politiske virkelighed, men samtidig er et evigt menneskeligt tema og præget af den individuelle digters bevidsthed.

Marxmændene kommer!
Russisk science fiction-litteratur før, under og efter Revolutionen

ved Kristoffer Møllegaard

kristoffermoellegaard@gmail.com


De turbulente årtier før og efter den russiske revolution satte også deres præg på den russiske litteratur, som både frembragte modernistiske mesterværker og måtte se sig underlagt stadig strammere ideologiske tøjler. En særlig genre, der blomstrer op i denne periode, er science fiction, med fascinerende værker, der skønt relativt ukendte i vesten ikke står tilbage for den blomstrende udvikling her.

 

Science fiction-litteraturens genremæssige særpræg giver et spændende indblik i denne omskiftelige historiske periode fyldt med teknologiske fremskridt og politiske intriger og teoriudviklinger, ikke mindst inden for kommunistisk, utopisk tænkning. Foredraget præsenterer nogle af tidens førende science fiction-forfattere – Aleksandr Bogdanov, Aleksej Tolstoj og Jevgenij Zamjatin – deres hovedværker og bagvedliggende ideer, ideologier og forhåbninger. Blev deres mest fantastiske drømme nogensinde til noget – og hvad med deres værste mareridt?

Jevgenij Zamjatins Vi:
Dystopisk dissidentlitteratur

ved Kristoffer Møllegaard

kristoffermoellegaard@gmail.com


Den russiske forfatter Jevgenij Zamjatin (1884-1937) efterlod sig et omfattende forfatterskab, men er i dag bedst kendt for science fiction-romanen Vi (1921). Sammen med Huxleys Fagre nye verden (1932) og Orwells 1984 (1949), som var direkte inspireret af Zamjatin, grundlægger denne russiske roman den såkaldt dystopiske litteratur, der tidligt diagnosticerer og advarer mod nogle af 1900-tallets umenneskelige samfundsutopier.


Zamjatin skrev Vi som en skarp og direkte kritisk kommentar til det daværende styre
i 1920’ernes kommunistiske Rusland, hvor han måtte lide både hån og censur for sin uknægtelige trang til at sige sin mening råt for usødet for senere helt at forlade landet
i eksil.


Tilbage står et værk, der ikke bare tidligt sætter spørgsmålstegn ved det kommunistiske styres legitimitet, men også kunstnerisk gennemført fremskriver en generel menneskelig og teknologisk udvikling til en allegori – en karikeret fremtidig bystat, hvor vi’et betyder alt og jeg’et intet. Romanen er nyoversat til dansk i 2017 (Forlaget Kosmos).

Maksim Gorkij som forfatter og som sovjetisk ikon

ved Peter Bock Nielsen

peter.bock34@gmail.com


Maksim Gorkij (1868-1936) blev i sovjettidens Rusland fremhævet som den førende forfatter og som forbillede for den “socialistiske realisme”, der under Stalin blev indført som den enerådende litterære doktrin. Imidlertid var den socialt indignerede Gorkij ikke begejstret for hverken måden revolutionen blev gennemført på i 1917 eller for de nye magthavere og deres politik.


Gorkij havde allerede før revolutionen publiceret værker om samfundets udsatte og de fattige bønder og arbejderes lidelser, og han fortsatte hele livet sit virke med en kunstnerisk og ideologisk stringens, tilsyneladende nærmest uanfægtet af den doktrin, han selv var med til at indføre som den første formand for den monopolistiske sovjetiske forfatterforening, og af sin status som målestok for alle sovjetforfattere.


Foredraget præsenterer og diskuterer Gorkijs forfatterskab sat op imod det ”gyldne bur”, som man har kaldt Gorkijs situation, men vil samtidig se nærmere på de litterære kvaliteter i hans værker, uafhængigt af den samtidspolitiske og -kulturelle situation.

Kirgisisk litteratur på russisk - introduktion til Ajtmatovs forfatterskab

ved Emilie Marie Nielsen

emilieflower@live.dk


Kirgisistans mest berømte forfatter, Djingiz Ajtmatov (1928-2008), var kendt og elsket i sin samtid på tværs af hele Sovjetunionen for sine magisk-realistiske fortællinger om efterkrigstidens Centralasien.

Ajtmatov skrev størstedelen af sine værker på russisk. Ved hjælp af folkloristiske parabler, der flettes ind i det realistiske hovednarrativ, skildrer Ajtmatov kirgiserens hybride nationale identitet, der både består af en fremskridtsorienteret sovjetisk identitet og en stolt tyrkisk nomadisk kulturarv.

Med afsæt i de fire hovedværker Dzjamilja (1958), Farvel, Gulsary! (1966), Den hvide damper (1970) og VigesporetI dag er også i morgen (1980), diskuterer foredraget hvordan hybriditeten hos Djingiz Ajtmatov skildrer en i Sovjettiden fremherskende kulturel diversitet, som dog under overfladen er præget af Ruslands imperiale dominans over den sydlige sovjetiske periferi.